Træn dig til mere energi i det daglige

0

Vi ved det jo godt alle mand. Træning er sundt, og det er noget af det bedste, vi kan gøre for vores fysiske og mentale sundhed. Men batterierne er tit helt tomme, når vi kommer hjem sidst på dagen efter en lang dag på arbejde. Og så kan det virke uoverskueligt både at få tid til at træne og at finde energien til det.

I denne artikel vil vi give dig en række gode fif til, hvordan du får træningen passet ind i en travl hverdag. Og ikke mindst hvordan du får opprioriteret din træning. Det gælder både, hvis du er professionel på kontrakt eller helt almindelig sportsudøver.

Udskyd ikke træningen til de sene timer

Når du kommer ind ad døren sidst på eftermiddagen, kan du efter en lang dag på arbejde næsten høre sofaen kalde på dig. Men får du dig først sat ned, kan der være rigtig lang vej op igen.

Har du intentioner om at træne sidst på dagen, vil det derfor være en rigtig god ide enten at gøre det på vejen hjem, eller lige så snart du kommer hjem. En spinning-time klokken ni om aftenen er mindst lige så effektiv som en klokken fem om eftermiddagen, men chancen for, at du springer fra og dropper at tage afsted er bare markant højere. For du er træt efter en lang dag på job, og du sidder jo egentlig meget godt lige der i sofaen, ikk?

Vær social, mens du træner

Er du en selskabspapegøje, der bedst kan lide at have mennesker omkring dig hele tiden? Så vil det sikkert virke motiverende på dig at træne sammen med andre. Vælg en holdsport, hvor der er masser af social aktivitet, eller find dig en træningsmakker, som du kan sidde på spinningcyklen sammen med.

Det sociale aspekt er ikke bare motiverende på den måde, at du synes, det er fedt at træne sammen med andre. Men en aftale er også mere bindende, hvis den ikke bare er lavet med et fitnesscenter, men også med en god kollega eller veninde, der er afhængig af dit fremmøde.

Tænk transport som motion

Der er masser af muligheder for gratis motion, når vi bevæger os fra A til B. Tag cyklen til og fra arbejde, hvis du har mulighed for det, og lad ikke regnvejr stoppe dig. Det kan faktisk være enormt forfriskende at tage regntøjet på og cykle ud i al slags vind og vejr. Med den rette påklædning møder du stadig tør på arbejde, men med et ekstra skud energi.

Har du en bil, så brug den så lidt som muligt. Skal du ned at hente et par liter mælk, så gå turen, eller hop op på jernhesten i stedet. Tag kun bilen, når du skal på lange ture, eller hvis du skal fragte noget stort. Du gør både din krop, din pengepung og naturen en tjeneste ved at minimere brugen af din bil.

Stå en time tidligere op

Der er ingen tvivl om, at vi får mere energi af at træne. Der bliver frigivet en masse endorfiner i kroppen, som har en gavnlig effekt på både krop og psyke. Hvorfor ikke starte dagen med et skud endorfiner efter en omgang morgentræning? Det giver dig ekstra energi til at tage fat på en ny arbejdsdag, og det gør, at du møder frisk og veloplagt op på kontoret.

En ekstra bonus ved morgentræning er, at du så resten af dagen kan nyde, at du har overstået din træning. Så behøver du ikke tænke på at skulle hjem at træne. Det har du allerede klaret.

Træning ER en prioritering

Selvom vi alle har en mange undskyldninger for, at vi ikke har tiden til at træne, så er det i bund og grund et spørgsmål om prioritering. Og husk på, at du kan gøre meget i det små. Træning er også at gå en lang tur med hunden i et raskt trav eller at cykle til og fra arbejde. Det vigtigste er, at du får rørt dig i din hverdag og gør det i et niveau, der passer til din tid og din energi.

Share.

Leave A Reply